08 Jul 2026

Tekniker til daghold – vær med til at skabe stabil drift og varige tekniske forbedringer

Vil du arbejde med avancerede produktionsanlæg, teknisk fejlsøgning og løbende forbedringer?

Hos CO-RO søger vi en dygtig tekniker, der trives med ansvar, kan planlægge og prioritere sine egne opgaver, og som ikke nøjes med at afhjælpe symptomerne, men tager initiativ til at finde de bagvedliggende årsager og skabe varige løsninger.

 

Hvad venter dig?

CO-RO er en førende fødevareproduktionsvirksomhed midt i en spændende transformationsproces, hvor vi arbejder målrettet med standardisering, optimering og udvikling af vores vedligeholdelsesorganisation.

Du bliver en del af et stærkt vedligeholdelsesteam af dygtige teknikere i tappefabrikken, med ansvar for drift, fejlsøgning, reparation og forbedringer på blandt andet procesanlæg, fyldemaskiner, pakkemaskiner, transportbånd, robotter og automatiserede produktionsanlæg.

Stillingen er på fast daghold. Vores produktion foregår i hverdagene, hvilket betyder, at du normalt kan holde fri i weekender og på helligdage. Planlagt ekstraarbejde kan dog forekomme i forbindelse med større serviceopgaver, projekter eller andre særtilfælde.

 

Teknisk support, fejlsøgning og løbende forbedringer

Dine primære opgaver bliver teknisk support, fejlsøgning, reparation og løbende vedligehold på vores produktionsudstyr, herunder blandt andet:

  • Planlægning og udførelse af egne vedligeholdelsesopgaver.
  • Dokumentation af udført arbejde, tekniske fund og opfølgende handlinger.
  • Systematisk fejlsøgning og analyse af tilbagevendende fejl.
  • Deltagelse i root cause-analyser, herunder A3-problemløsning.
  • Bidrag til implementering af LEAN-værktøjer, standardisering og forbedringstiltag.
  • Samarbejde med produktion, automation, engineering og øvrige teknikere.
  • Bidrage til høj fødevaresikkerhed, kvalitet og GMP-compliance.

Der vil være sidemandsoplæring i anlæggene sammen med de erfarne teknikere. Forløbet tilpasses efter dine kompetencer og afdelingens behov.

 

For at få succes i rollen…

… har du en relevant håndværksteknisk uddannelse, for eksempel som automatiktekniker, elektriker, mekaniker, industritekniker eller lignende.

Derudover er det vigtigt at du:

  • Trives med ansvar og er vant til selv at planlægge, prioritere og følge dine opgaver til dørs.
  • Arbejder systematisk og analytisk med teknisk fejlsøgning.
  • Bevarer overblikket i pressede situationer og rækker selv ud til leder eller kolleger, når en opgave kræver sparring, assistance eller ledelsesmæssig beslutning.
  • Ikke nøjes med at reparere fejlen, men er motiveret af at forstå den bagvedliggende årsag og sikre varige løsninger.
  • Er proaktiv og tager initiativ til forbedringer af udstyr, processer og arbejdsgange.
  • Har erfaring fra produktionsmiljøer, gerne med automatiserede anlæg og gerne fra fødevareproduktion.
  • Har interesse for LEAN, standardisering og løbende forbedringer.
  • Kan samarbejde på tværs af faggrupper og skabe gode relationer til produktionen.
  • Bidrager aktivt til et sikkert arbejdsmiljø.
  • Kan begå dig på både dansk og engelsk.

Da vi har høje krav til dokumentation, kvalitet og fødevaresikkerhed er det ligeledes vigtigt, at du trives med at arbejde struktureret og forstår værdien af, at tekniske opgaver bliver dokumenteret ordentligt.

 

Vi tilbyder…

… en spændende stilling med stor variation i hverdagen, tekniske udfordringer og mulighed for reel indflydelse på udviklingen af vores vedligeholdelsesafdeling.

Du bliver en del af et team med en uformel omgangstone, høj faglighed, stærkt sammenhold og fokus på læring og forbedringer.

Derudover tilbyder vi en international og vækstsøgende kultur samt en række personalegoder, herunder kantineordning med mulighed for take-away, fri adgang til on-site fitness- og spinningfaciliteter, pensionsordning med sundhedssikring samt en aktiv personaleforening.

 

Om CO-RO

CO-RO A/S er globalt førende inden for frugtkoncentrater, frugtbaserede drikkevarer og hjemmefrys-is. Vores mere end 1.200 medarbejdere globalt arbejder ihærdigt på at udvikle, producere og markedsføre produkter under vores internationalt anerkendte mærker som Sunquick, Suntop, Suncola, Sun Lolly og MashUp.

CO-RO blev grundlagt i 1942 og er en dansk virksomhed med global tilstedeværelse. Vores mærker er tilgængelige i mere end 75 lande, og vi har produktionssteder i Europa, Mellemøsten og Asien.

Læs mere om CO-RO A/S på www.co-ro.com.

08 Jul 2026

Vil du være en del af CO-RO familien?

Har vi fanget din interesse, kan du sende os din motiverede ansøgning og dit opdaterede CV via nedenstående link. Da vi går ind i sommerferieperioden, begynder vi først at gennemgå indkomne ansøgninger i august. Du er dog meget velkommen til at sende din ansøgning allerede nu.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte David Riebau, Manager Maintenance, på +45 30 17 36 25 eller driebau@co-ro.com eller Michael Schrøder, Functional Manager Maintenance, på +45 30 17 36 59 eller mschroeder@co-ro.com.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Job Application